Koldskålstopping med rugbrød

Lækker koldskålstopping med rugbrød, mandler og brun farin. Nem opskrift på lækker topping til koldskål – perfekt alternativ til kammerjunkere.

Opskrift på koldskålstopping

Jeg elsker koldskål og jeg elsker at give min koldskål lidt ekstra – og den her koldskålstopping med rugbrød er blevet én af mine favoritter hjemme hos mig. Den er sprød, let sød og har en skøn dybde fra rugbrødet, som passer virkelig godt til den kolde og friske koldskål. Det bedste af det hele er, at det er utrolig nemt at lave! Det kan laves hurtigere, end tiden det tager at skulle handle kammerjunkere. For denne opskrift er nemlig lavet med ingredienser, du næsten med garanti har i køkkenet.

Hvis du er lidt træt af klassiske kammerjunkere, så er det her et virkelig godt alternativ. Rugbrød lyder måske lidt utraditionelt at bruge til koldskål (og i dessert generelt). Men det smager virkelig godt! Når rugbrød bliver bagt med smør, brun farin, mandler og sukker, så får det en karamelliseret smag og en lækker sprød konsistens. Jeg synes at det passer perfekt sammen med rabarberkompot på min koldskål.

Koldskål med rugbrødsknas

Vær den første til at bedømme!
Opskriften herunder rækker til knas til 4 skåle koldskål.
Antal: 4 portioner

(Tilberedningstid kan ændre sig ved justering)

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 20 minutter

Ingredienser

  • 4 skiver rugbrød (jeg bruger solsikkerugbrød)
  • 1 dl grofthakkede mandler
  • 3 spsk. brun farin
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 60 g smeltet smør
  • 1 drys salt
  • 1 stk. æggehvide

Sådan gør du

  • Start med at tænde ovnen på 175 grader varmluft.
  • Smelt smør i en gryde. Lad det køle en smule af.
  • Riv rugbrød på et rivejern (eller hak det meget fint med en kniv).
  • Kom alle ingredienserne i en skål og vend det godt sammen.
  • Fordel det på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Bages midt i ovnen i cirka 15-20 minutter. Hold øje med det, der er forskel på ovne.
  • Lad det køle helt af på en rist – det bliver helt sprødt ved afkøling.
  • Opbevares i en lufttæt beholder.
Hvad synes du om opskriften?
Vær den første til at bedømme!

(Jeg ville blive meget glad for en kommentar!)

Pin Del Print
Del dit resultat på IGOg tag mig endelig med @stinnagm, hvis du laver en af mine opskrifter! Vil elske at se hvad du får lavet!

Mine bedste tips

Jeg opbevarer altid toppingen i en lufttæt beholder, så den holder sig sprød i flere dage.

Nogle gange tilsætter jeg lidt kanel eller kardemomme, hvis jeg vil give den ekstra smag. Og hvis jeg har nogle nødder eller kerner, der skal bruges, ryger de også ofte i. Server den allerhelst sammen med lidt kompot eller friske bær. Det synes jeg smager virkelig skønt!


Et alternativ til kammerjunkere

Jeg elsker hjemmelavede kammerjunkere. Men skal det gå lidt ekstra hurtigt, laver jeg ofte den her topping i stedet for kammerjunkere. Den giver mere smag, mere bid og føles lidt mere “hjemmelavet luksus” – uden at det er svært.

Vil du prøve en anden slags koldskål? Så prøv koldskål med hytteost.

Stinna

Stinna

Hej og velkommen til! Her på bloggen deler jeg opskrifter på vegetarisk mad og en masse sundere søde sager.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskriftsvurdering